Arkiv for september, 2008

Hvor er jeg henne i medierne? Mediebilledet af etniske minoriteter

torsdag, september 25th, 2008
Zainab Sheikh
Zainab Sheikh (Grundtvigs Højskole) wrote
Skyderier, kriminalitet og islamisme blandt unge med anden etnisk baggrund er ikke en nyhed. Det har præget mediebilledet igennem årtier. Men hvor er jeg henne?
 
Citat:  Jesper Nilausen. Journalist på TV2 
»Jeg gider ikke have et i øvrigt godt indslag ødelagt af, at jeg ved, at folk sidder derhjemme ved kakkelbordet og bliver distraherede af, at det er indvandrere – jeg kan høre min egen far sidde og kommentere på det. Det trækker simpelthen energi ud af indslaget og skaber forvirring,« siger Jesper Nilausen. Journalist på TV2 (Kilde A4 undersøgelse, s.21. Dato: 10.10.2005)
 
Mediebilledet af etniske minoriteter – Hvordan kommer vi videre?
 
Kom til debat på Blågårds Plads
 I debatpanelet:
- Lars Bennike, seernes redaktør TV2, tidligere redaktionschef på TV2 nyhederne
- Jacob Fuglsang, Dagbladet Politiken Indlandsredaktør
- Aydin Soei, Journalist og næstformand i Foreningen Ansvarlig Presse
- Anoir Hassouni, Gadeplansmedarbejder på Nørrebro
- Rikke Andreasen, Lektor i medie- og kommunikationsvidenskab, Malmø Universitet
 
Vi ses i Støberiet på Blågårds Plads 3, 2200 København N
Fredag 3. oktober fra kl. 17.00-19.00
 
Arrangør: Grundtvigs Højskole og Foreningen Ansvarlig Presse
Deltag også i debatten på: www.komvidere.blogspot.com
Kontaktperson
Søren Lerche
Grundtvigs Højskole
50488192
Send gerne videre

Følelsernes indtog

søndag, september 7th, 2008

Formiddagen på kongressens anden dag har stået i følelsernes tegn. Den kræftsyge Svend Auken har holdt sin tale. Og han sagde ikke farvel til det socialdemokrati, han har været en del af i 50 år. Han fortalte i stedet, hvor meget han holder af den forsamling, der har været en stor del af hans liv.

“Jeg valgte at gå om bord for 50 år siden og har aldrig fortrudt det, og jeg ser frem til mange gode år sammen med jer i vores gamle, men alligevel unge parti. Socialdemokratiet,” sagde han.

Generationsskiftet i S har været et løbende tema på kongressen. Det er blevet flettet ind i både taler og kommentarer.  Helle Thorning-Schmidt har med en ideologisk drejning taget et opgør mod den gamle firebande bestående af de tidligere partiformænd Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft og Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard.  

Poul Nyrup Rasmussen lagde i sin afskedstale vægt på, at Socialdemokratiet er alt det, som man ikke kan veje eller måle. Alt det immaterielle i hverdagen. Og var dermed til at tegne den linje, der har præget kongressen. At Socialdemokratiet skal være det parti i Danmark, der skaber et godt sundhedsvæsen.  Og som vil have fællesskabet tilbage.

Nathalie Ostrynski

“Vi vinder næste gang”

lørdag, september 6th, 2008

69-årige Ove Hansen er prototypen på den rutinerede socialdemokrat. Han blev ført ind i partiets ideologier af sine forældre. Som 14-årig blev han medlem af ungdoms-organisationen, og som voksen har han siddet i byråd på Falster. 

I dag er han så rutineret, at selv den pakke Rittersport han er i færd med at åbne, har en rød indpakning.  Der er pause på kongressen, og refleksionerne over Helle Thornings tale blander sig med den svage kaffeduft i salen.

“Jeg var meget enig med hende i visionerne. Vi skal være et parti, der står for velfærd og miljø. Hun kom ikke voldsomt meget ind på uddannelsespolitikken, men hun nævnte den da,” siger han.

Ove Hansen er overbevist om, at socialdemokraterne kan vinde næste valg. Ikke kun på grund af partiets politik.  Det er ligeså meget det nye støtteparti SF, der får ham til at se på én med insisterende øjne, når han taler om den kommende sejr.

“Vi har en troværdig samarbejdspartner i SF, og Villy er god til medierne. De har ligget langt fra os på den økonomiske politik, men nu har de rykket sig. Jeg håber på, at vi i dag får formuleret et klart budskab til vælgerne, så de ved, hvad vi står for,” siger han.

Socialdemokratiet har altid været en kamporganisation, og vil altid være det, forklarer Ove Hansen, når han skal svare på, om det er let at være socialdemokrat i dag.

“Den socialdemokratiske sjæl handler om velfærd. Foghs politik er gammeldags. Den handler kun om privatiseringer, og det kan man ikke basere en ideologi på. Privatiseringer kan bruge som et redskab.

Opgangstiderne er ved at være ovre, og nu kommer der en tid, hvor man har brug for fællesskab. Folk har tidligere haft det godt, men nu ser vi, at Foghs politik ikke længere duer. Nu er der plads til nye reformer,” siger Ove Hansen, og brækker det første stykke af Rittersporten i den røde indpakning.

Nathalie Ostrynski

Løkke er fjenden

lørdag, september 6th, 2008

Scenebelysningen kan næsten ikke blive mere rød. Bagtæppet er rødt.  Helles trøje er rød. Hun er i fuld gang med sin tale, der åbner kongressen. Regeringen er kørt fast, siger hun.

“Danmark har haft syv år med Anders Fogh. Vi har ikke råd til syv år med Lars Løkke.” Det er ham, hun angriber. Regeringens nye generation. Det er ham, der har fremlagt regeringens finanslovsforslag, som giver skattelettelser til næste år. Det er ham, der skal forsøge at få finansloven i hus, alt i mens Dansk Folkeparti kører sit eget løb, og kræver udlændingepolitikken afklaret, allerede inden forhandlingerne går i gang.

Helle Thorning-Schmidt har åbenlyst kastet sig over et af regeringens svageste led (måske bortset fra Birthe Rønn Hornbech) med sine angreb på Lars Løkke Rasmussen. Hans bilagssag er stadig ikke glemt, og det udnytter Socialdemokraternes leder i sin tale.

Henrik Hoffmann-Hansen

Den Røde Skole genåbner

fredag, september 5th, 2008

Denne weekend holder Socialdemokraterne deres årlige kongres i Aalborg kongrescenter. Hvor andre partier holder deres landsmøder forskellige steder i landet, er det fast tradition, at socialdemokraterne valfarter til deres højborg i Nordjylland.

Kongressen er en fest, men de foregående år har det været så som så med feststemningen. Det bliver måske bedre i år, hvor meningsmålingerne for gørste gang i lang tid giver lidt medvind, og hvor partiledelsen har præsenteret et nyt ideologisk program, som klart peger til venstre. Mere trivsel i familien, slut med udliciteringer og flere penge til sygehusene, lyder parolerne.

Det Socialdemokratiet classic – eller rettere genåbningen af Den Røde Skole.

Henrik Hoffmann-Hansen

Politisk redaktør, Kristeligt Dagblad