Højskole 2.0

Af Søren Lerche, Projektleder Grundtvigs Højskole

Det er den moderne højskoles ansvar, i en folkeoplysende sammenhæng, at løfte samfundsmæssige vigtige spørgsmål og debatter.
I det sekulariserede Europa har man kunnet tro, at religionens rolle endegyldigt var udspillet. Men meget tyder på, at religion på globalt plan vil spille en betydelig rolle i det 21. århundrede. På Grundtvigs Højskole ser vi også blandt vores unge elever en stor interesse for faget religion, Islam og Europa. Ligesom vi i maj tiltrak fulde huse, da vi arrangerede en debat om ”religion i det offentlige rum”.

21.juli-27.juli har vi oplevet en stor interesse for vores sommerkursus Religion i det 21. århundrede . Kurset er inspireret af Københavns Universitets nyligt afsluttede tværvidenskabelige satsningsområde med samme titel og vil belyse og diskutere religionens rolle og betydning i fremtiden.

Vores vinkel på emnet er i en folkeoplysende sammenhæng, uden indforstået faglig jargon og ud fra oplægsholdernes egne personlige perspektiv. Denne vinkel har fået mange til at holde en uges sommerferie på Grundtvigs Højskole, hvor de møder andre interesserede i religion og dens fremtidige betydning i Europa.

Højskolen har tidligere haft en stor samfundsmæssig position; det ansvar vil Grundtvigs Højskole løfte igen. Ved at lancere en ny strategi ”Højskole 2.0” mener vi, at det er den moderne højskoles ansvar, i en folkeoplysende sammenhæng, at interagerer med offentligheden. Vi løfter samfundsmæssige vigtige spørgsmål og debatter. Vi inviterer førende eksperter og ildsjæle indenfor og sikre nogle kreative og innovative rammer, som giver eleverne og kursisterne unikke muligheder for at udvikle sig, samt bidrage til at højskolen i interaktion med offentligheden kan danne grundlaget for noget nyt og ukendt. Vi vil have fingeren på den politiske og kulturelle puls.

Til efteråret 2008 udbyder vi et fag om ”radikalisering”, hvor vi samarbejder med Muslimernes Fællesråd, Politiets Efterretningstjeneste og Muhammad Hee, tidligere medlem af Hizb ut-Tahrir. I samarbejde med centrale aktører og eksperter klæder vi vores elever på til at kunne forstå denne komplekse problemstilling og hvilke mekanismer der ligger bag radikaliseringen. Vi tilbyder også et nyt fag ”Medier og samfund”, hvor højskolen tager til Gellerup, Vollsmose og Blågårds Plads for at debattere mediebilledet af etniske minoriteter. Debatterne arrangerer vi i samarbejde med lokale medier og borgerne i boligområderne.

Den 18.-26. oktober rejser eleverne sammen med højskolens USA-ekspert Mads Fuglede til New York og Washington for at følge den amerikanske valgkamp på tæt hold. Eleverne møder danske korrespondenter, amerikanske medier, politikere, og borgere. Efteråret 2008 lægger Grundtvigs Højskole ramme og deltager aktivt i debatten om EU-forbeholdene, og i 2009 vil der være et stort fokus på klima-topmødet. Det er hvad højskole 2.0 kan bidrage med, i interaktion med offentligheden ”se verden med nye øjne”.

Indsend en kommentar